Tag Archives: Per Vadmand om bogen

Per Vadmand om “Jazz i Reprisen”

Musiker, orkesterleder og forfatter Per Vadmand skriver:

Nå, så blev jeg færdig med “Jazz i Reprisen! – altså bogen! Lad mig først udtrykke beundring for det kæmpearbejde, Jens Jørn har gjort med at opspore og tale med så mange, der var med dengang. Det er spændende læsning, og man kunne godt ønske sig, at bogen havde været dobbelt så tyk. Jeg sad i hvert fald og ærgrede mig lidt over, at jeg ikke frekventerede stedet mere end de 4-5 gange, det blev til inklusive en optræden med mit daværende bigband. En rugekasse for talenter som denne ser vi nok ikke igen. Tiden var en anden, og jeg tvivler på, man i dag kunne få så mange musikere til at stille op uden honorar.
Det slog mig ved læsningen, at mange af disse unge musikere – jeg selv inklusive – havde haft deres gang i “Danmarks Musikskole” i Østergade i første halvdel af tresserne, især omkring guitar- og baslæreren Preben Fahnøe.I tilfælde af en eventuel supplerende udgivelse var det et spor, der kunne være spændende at følge. Også her var der jamsessions hver lørdag – indtil skolens direktør Aksel Pedersen(?) pludselig en dag kom farende op og brokkede sig over larmen (han var der normalt ikke om lørdagen). Ud af disse jamsessions spirede flere orkestre, både traditionelle og mere moderne, blandt andet mit eget bigband Kansas City 16, som også er omtalt i bogen.
Det var et fintmasket net af musikere, der kendte hinanden og spillede i alle mulige sammenhænge – som sagt også før Reprisen. Fx kan jeg nævne, at den “private jamsession”, Einar Hermannsson nævner i bogen, hvor han mødte Bo Jakobsen, er den selv samme fest i mine forældres hus på Amager, som jeg nævner i afsnittet om Preben Kølle. Festens jam blev (dårligt) optaget på bånd, hvis det har interesse? Det samme blev fire numre fra mit Bigbands optræden i Reprisen. Det er i øvrigt lykkedes mig næsten at rekonstruere besætningen på det tidspunkt: Kaj Normann Jensen cnt, Ole Hartelius, Poul Petersen + en mere tpt, Christian Christiansen, Hugo Poulsen og Børge Riis Larsen tbn, Per Vadmand, Jan Harding, Erling Rasmussen, Werner Fagerberg og William Jacobsen sax, Ole Holmer pno, Henning Wikke g, ? bas, ? trommer.

En enkelt anke: Det er irriterende, når man nu gengiver avisudklip i læselig form, at de så er klippet til, så man ikke får hele teksten med – men det er en bagatel i forhold til den udelte nydelse, det er at dykke ned i dette spændende stykke fortid.